Filmanmeldelser efterår 2012 forår 2013

Midnight in Paris Af Christian Monggaard, Informations udsendte medarbejder CANNES – F. Scott Fitzgerald og Zelda, Dali og Buñuel, Gertrude Stein, Picasso og Ernest Hemingway. De er der alle sammen i Woody Allens nye film, Midnight in Paris – de store litterære og kunstneriske skikkelser, som gjorde 1920′ ernes Paris til verdens kulturelle hovedstad. På en ensom gåtur rundt i nutidens Paris bliver den aspirerende amerikanske romanforfatter Gil ( Owen Wilson) ved midnatstid på magisk vis transporteret næsten et århundrede tilbage i tiden og møder alle sine store idoler og finder ud af et og andet om sig selv og sine kunstneriske ambitioner. Gil er en populær Hollywood-manuskriptforfatter, som hellere vil skrive noget mere meningsfyldt, og han er i Paris med sine forlovede, Inez ( Rachel McAdams) og hendes forældre. De længes tilbage til USA, men Gil elsker den franske hovedstad, ikke mindst i regnvejr, og det forstår den anderledes prosaiske Inez overhovedet ikke. Så mens hun sværmer for en gammel bekendt, den selvglade, bedrevidende Paul ( Michael Sheen), sværmer Gil for byen og sine romantiske og nostalgiske forestillinger om, hvordan den var dengang i 1920′ erne. Romantisk og lys Og pludselig er han der. Hver nat sidder Gil på kunstnercafeerne, hvor Hemingway ( Corey Stoll) taler om mod og maskulinitet, og deltager i de store fester, hvor Cole Porter spiller egne kompositioner på klaveret og synger til. Hemingway introducerer Gil for Gertrude Stein ( Kathy Bates), som siger ja til at læse hans bog og give ham kritik. Kunstnere skal holde humøret oppe og ikke opsøge fortvivlelsen, siger hun blandt andet. Gil møder også den smukke Adriana ( Marion Cotillard), som tidligere har været kæreste med Modigliani og nu er i et problematisk forhold med den uberegnelige Picasso. En romance udvikler sig mellem Adriana og Gil, og det går op for ham, at Inez nok ikke er den rigtige kvinde for ham. Midnight in Paris er en god begyndelse på årets filmfestival i Cannes og en veloplagt, vittig og meget fornøjelig og charmerende hyldest til byen, den foregår i. Den er smukt fotograferet – varme farver, masser af stemning og nostalgi – og den forførende fantasifulde rejse tilbage i tiden giver Woody Allen, der er født defaitist, men godt kan være romantisk, mulighed for kærligt at lave sjov med nogle af sine egne forbilleder. Sekvenserne med de mange kunstneriske koryfæer er virkelig morsomme – ikke mindst dem med Adrien Brodys Dali, der elsker at sige sit eget navn, og Corey Stolls Hemingway, som hele tiden leder efter et slagsmål. Undervejs lader Allen så Gil indse, at selv om man ofte vil søge tilbage og synes, at tingene var bedre i gamle dage, er det trods alt er bedst at leve i den tid, man er født i og derfor tilhører. »Jeg vil tro, at der altid vil være mørke temaer i mine film, fordi de hører mit liv til og er alt, hvad jeg nogensinde har tænkt på,« siger instruktøren i pressematerialet til Midnight in Paris. »Men denne film handler ikke rigtig om det. Tonen i Midnight in Paris er mere romantisk og lys.«. Parisisk eventyr Woody Allen har i de senere år været en filmisk nomade, der rejser til de lande og byer, som vil finansiere hans film: England og London i Match Point, Scoop og You Will Meet a Tall Dark Stranger, Spanien og Barcelona i Vicki Cristina Barcelona og nu Frankrig og Paris i Midnight in Paris. Men penge er ikke den eneste grund til, at han gerne har villet lave en film i Paris. Den 75-årige amerikanske filminstruktør har et særligt forhold til Paris, hvilket man blandt andet også kunne opleve i Everyone Says ‘ I Love You’ ( 1996), hvor en dansescene ved Seinen er helt magisk. »Hvis ikke jeg boede i New York, ville jeg bo i Paris,« siger han. »Jeg får stor fornøjelse ud af at fremstille Paris, som jeg ser byen, for publikum. Ligesom jeg fremstiller New York på min egen måde, og andre instruktører ville fremstille byen på andre måder, kunne en anden instruktør komme og filme Paris på en helt anderledes måde. Jeg vil fremstille byen på min måde og projicere mine egne følelser omkring den.« Allen forklarer, at han forelskede sig i Paris, da han for mange år siden skrev og medvirkede i What’s New Pussycat, der er optaget i byen, og at han i dag ærgrer sig over, at han ikke blev boende – ligesom Gil, der i Midnight in Paris tidligere har været i Paris, men valgte at rejse hjem. »Det var et eventyr, der var lidt for vildt for mig dengang. Men set i bakspejlet kunne jeg være blevet eller i det mindste have lejet en lejlighed og delt min tid mellem Paris og New York. Det gjorde jeg ikke, og det fortryder jeg.« Heldigvis er der kommet en dejlig film ud af Woody Allens fortrydelse. ————————- Headhunterne Headhunterne Instr.: Morten Tyldum. Medv.: Aksel Hennie, Nikolaj Coster-Waldau, Synnøve Macody Lund m. fl. 98 min. Premiere over hele landet Fire stjerner. af Kirstine Krefeld ‘ Jeg hedder Roger Brown. Jeg er 1,68. Det er klart, der skal kompenseres’. Med disse ord er vi i gang med ‘ Headhunterne’, og med dem fornemmer vi nok allerede, at det må gå galt for headhunteren Roger ( spillet af norske Aksel Hennie, som det danske filmpublikum måske genkender fra ‘ Max Manus’ fra 2008). Men ikke hvor galt. Roger vil gerne give sin smukke kone Diana ( Synnøve Macody Lund) alt, hvad hun ønsker sig – undtagen et barn – og for at få råd til det har han et ‘ bijob’ som kunsttyv. Glimt af vanvid En dag møder han Clas Greve ( Nikolaj Coster-Waldau), som han dels gerne vil finde et job til, dels gerne vil stjæle et yderst kostbart maleri fra. Noget der skal vise sig at blive en temmelig skæbnesvanger beslutning. Jeg ved ikke, hvor rygtet om, at nordmænd ikke skulle have humor, stammer fra. Det er i hvert fald ganske ubegrundet her, hvor underspillet, kulsort humor blander sig med glimtvis vanvid. Og spænding. Svær at regne ud Aksel Hennie er aldeles glimrende i rollen som den usikre, overkompenserende Roger, og Nikolaj Coster-Waldau er godt castet i rollen som ja, det vil jeg ikke røbe her. Men en fornøjelse er han. Jeg troede helt ærligt, at jeg havde regnet plottet ud efter en halv time ( jeg er en af de åbenbart få, der ikke har læst Jo Nesbøs bøger). Men det havde jeg ikke. Og det er i det hele taget en kvalitet ved ‘ Headhunterne’, at den hele tiden tager nogle originale, til tider absurde drejninger, der bidrager både til spændingen og humoren, så man kan roligt læne sig tilbage. Der er blandt andet en fuldstændig grotesk scene med en dræberhund, som nok skal få dyrevenner op af stolen. Det er ikke neglebidende spænding helt på samme måde som i f. eks. ‘ Millennium’-trilogien, selv om det nok er samme publikum, den gerne vil ramme. Skæve karakterer Til gengæld er ‘ Headhunterne’ befriende meget morsommere og desuden tæt besat med lysende biroller og skæve karakterer. Er humoren i ‘ Headhunterne’ så indimellem for meget? Måske. Men hellere være lidt for meget end alt for lidt, som man siger. ————————- Potiche Potiche ( Trofæ-hustruen). Instr.: François Ozon. Frankrig, 2010. 103 min. Premiere i Dagmar, Empire, Grand og seks andre biografer landet over. Fem hjerter. af KIM SKOTTE Et skønnere orgie af 70′ er-kitsch end François Ozons ‘ Potiche’ er det svært at forestille sig. Med orange og brune farver, split-screen og buttede postpsykedeliske bogstaver er scenen sat til kvindekamp og klassekamp. Ingen af delene skal man tage særlig alvorligt! Og så alligevel en lillebitte smule. François Ozon er fransk films Aladdin. Talentet, som mestrer alt med vidunderbarnets uforskammede lethed. Han har siden gennembruddet for ti år siden med ‘ Under sandet’ allerede været vidt omkring med den internationalt berømmede ‘ 8 kvinder’, den litterære thriller ‘ Swimming Pool’, det intense følelsesdrama ‘ Time To Leave’ og kostumeballet ‘ Angel’. Men med ‘ Potiche’ er han i det absolut letsindige og muntre hjørne. Hvilket slet ikke er det letteste sted at opholde sig, hvis man vil holde sig svævende uden at miste jordforbindelsen. For François Ozon ligner det dog den letteste sag af ver
den, og præcis sådan skal en opvisning i kærlig kitsch tage sig ud. Titlen ‘ Potiche’ betyder ‘ trofæhustru’. En smuk hustru, som skal pynte på trofæhylden og hellere ses end høres. Paraplyfabrikanten Robert Pujol er en ryggesløs kapitalist og pigeglad hidsigprop, som helst ser sin statelige hustru, Suzanne, blive stående hjemme på kaminhylden, mens han skiftevis går i clinch med de obsternasige arbejdere og de letlevende pigebørn på stripdiskoteket Badaboum. Som den skjønne trofæhustru er Catherine Deneuve lige uimodståelig, uanset om hun optræder i knaldrød Adidas træningsdragt eller i hvid mink. Deneuve bliver med stor omhu stillet op på en piedestal. For François Ozon har selv en rem af huden, når det gælder kvindelige trofæer. Ozon er en fuldblods divabeundrer, som i film efter film har pyntet op med den ene strålende kvindelige skuespiller efter den anden. Ozon havde første gang Deneuve med i ‘ 8 kvinder’ i 2002. I ‘ Potiche’ får den svale Deneuve en sjælden chance for uforstyrret at folde sit betragtelige komiske talent ud i al sin diskrete pragt. Selv om hendes mand er en sjuft og en sjælden gæst i ægtesengen, har Suzanne besluttet sig for at være lykkelig. Hun jogger i skoven og skriver små digte om den yndige natur og de små søde dyr i sin poesibog. Men undlader omhyggeligt at notere det knap så poetiske syn af to kneppende kaniner. At holde det poetiske hoved køligt kræver en viljesakt. Robert er en hamper krudtugle, der næppe ænser hende, den voksne datter Joëlle foragter hendes svaghed, og sønnen Laurent har travlt med ikke at opdage, at han i virkeligheden er bøsse. Alt ændrer sig imidlertid, da der udbryder arbejdskamp. Robert får et apoplektisk tilfælde. Suzanne lader sig nølende overtale til at overtage ledelsen i hans fravær og viser sig at være så åben og innovativ en virksomhedsleder, at selv de grovkornede marxistiske arbejdskæmpere med de stridbare overskæg må overgive sig til den ikke længere spor hjemmegående hustru. Som fra den ene dag til den anden har droppet den husmoderlige ærestitel Dronningen af de Hårde Hvidevarer. Gérard Depardieu virker for en gangs skyld ikke tynget af sine mange kilo og skuespillivets ulidelige repetitioner, men svæver af sted som en forhistorisk spærreballon i rollen som den kommunistiske borgmester Babin med en fortid som varmblodig lastbilchauffør. Fabrice Luchini er højeksplosiv som den iltre fabrikant. Den stilige blondine Judith Godréche og Dardennebrødrenes fund fra ‘ Barnet’, Jérémie Renier, er morsomme som fars pige og mors dreng, mens Karin Viard er forrygende som Roberts rødhårede og endog meget personlige sekretær. Den spøgefulde tone og den på én gang raffinerede og komisk teatralske timing gør ‘ Potiche’ til et særsyn. Hører man til dem, der en gang imellem sukker efter de gode gamle dage, hvor Katharine Hepburn, James Stewart og Cary Grant fløj lavt hen over jorden, så har ‘ Potiche’ mere end en snert af fordums elegante screwball-komedie. Så hvad skal vi kalde François Ozons nye genrefilm tryllet frem på basis af et halvgammelt fransk teaterstykke med masser af sans for både vittig mise en scene og komisk replikbehandling? Le feel good? ‘ Potiche’ er let som tyl, men selv om så alvorlige emner som kvindekamp og arbejdskamp sjældent har været taklet så uærbødigt som i ‘ Potiche’, så rummer filmen alligevel en kærlig charme og flig af alvor i Deneuves figur, som gør, at den aldrig er i fare for bare at ende som plat parodi på en latterlig tid. At der rent faktisk var noget på spil, som fik konsekvenser, og stadig har det den dag i dag, er det budskab, der gør, at ‘ Potiche’ er vittig, men egentlig ikke spor fjollet og slet ikke så tosset. ‘ Potiche’ er let som tyl, men rummer alligevel en kærlig charme og flig af alvor i Deneuves figur, som gør, at den aldrig er i fare for bare at ende som plat parodi på en latterlig tid. ————————- Kvinderne på sjette sal Kvinderne på sjette sal (Les femmes du 6′ eme étage). Instr.: Philippe Le Guay. Manus: Jerôme Tonnerre og Philippe Le Guay. Foto: Jean-Claude Larrieu. 105 min. Frankrig 2011. Grand, Vester Vov Vov og 8 biografer i resten af landet. af BO GREEN JENSEN Paris i 1960. Det er ved at blive bedre, lysere tider, og blandt borgerskabets hjemmegående fruer går der mode i at ansætte spanske husassistenter, som arbejder mere for mindre betaling. På den måde ender Maria Gonzalez ( Natalia Verbeke) i huset hos familien Joubert, der bor i en stor patricierlejlighed med alle moderne bekvemmeligheder. Hun får et værelse oppe på sjette etage, hvor fem-seks andre spanske stuepiger sover. Her er der ingen bekvemmeligheder. Hr. Joubert ( Fabrice Luchini) interesserer sig egentlig ikke for dette eller livet i ejendommen i øvrigt. Han har for længst lagt drømmene væk og skynder sig helst på kontoret hver morgen. Når blot ægget er kogt, som han kan lide det, vil han overlade husførelsen til sin køligt korrekte hustru Suzanne ( Sandrine Kiberlain), der synes at betragte parrets sjældne sex som kvittering og betaling. Men Maria kan virkelig koge et æg, og Jean-Louis mærker med ét, at han lever. For første gang i flere år går han op til kvinderne på sjette og ser, hvor kummerligt de lever. Han bliver en helt på stedet, da han sørger for, at en blikkenslager renser det kronisk blokerede pedaltoilet. Og han forelsker sig i varmen og fællesskabet hos kvinderne. Først tager Suzanne det med knusende ro. Hun har bedre tid til at feste og gæste, erklærer sig udmattet efter en hård dags shopping og er glad for at være i fred. Men hun fornemmer forandringen i sin mand, og hun mærker især, at han gradvis flytter sit liv op til de spanske kvinder. Da hun vil holde på ham og genfinde varmen, er det lige ved at være for sent. Jean-Louis er forelsket og vil lægge sit liv for Marias fødder. Imidlertid er der komplikationer. Så hvad skal det ikke ende med? Hvor går grænsen mellem dramaturgisk ønsketænkning og nøgtern realisme af en slags? Er det muligvis også lidt synd for Suzanne, selv om hun ligger som hun har redt? Philippe Le Guay har skabt en kvidrende, hjertevarm komedie, som er sørgmunter og politisk årvågen. Der er en fin undertone af gammeldags boulevardteater. Som François Ozon i sine periodefilm – 8 femmes og senest Potiche – kan Le Guay få den nærmeste fortid til at sige noget vigtigt om, hvordan vi lever nu. Måske er kontrasten mellem fransk berøringsangst og spansk oprindelighed trukket vel hårdt op, men følelsen mere end kompenserer. Kvinderne spilles af kapaciteter som Carmen Maura, Lola Duenas, Berta Ojea, Nuria Solé og Concha Galán. Luchini og Kiberlain er uovertrufne. Det er en smuk film, som taler stærkest til voksne, der har ting at fortryde og liv i bagagen. Perioden markeres diskret af Jorge Arriagadas musik og produktionsdesignet ved Pierre-François Limbosch. En stor lille film med meget på hjerte. ————————- Pina Pina – A Film for Pina Bausch. Tyskland, 2011. Instr.: Wim Wenders. 99 min. Engelske undertekster. Fire hjerter. af SØREN VINTERBERG En dansefilm i 3D’ hed Wenders’ hyldest til det tyske moderne dans-ikon Pina Bausch, da filmen blev vist på dette års Berlinale og sammen med landsmanden Werner Herzogs film om sydfranske hulemalerier viste, at dokumentarfilmen måske kan begrunde brug af 3D bedre, end spillefilmen hidtil har kunnet. 3D har min fladskærm ikke endnu. Men selv uden den tredje dimension giver Wenders’ film et levende indtryk af, hvordan danseren og koreografen Pina Bausch revolutionerede dansescenens begreber om bevægelse og rum, før hun døde komplet uventet i 2009, 68 år og kun fem dage efter at have fået konstateret cancer. Selv om ‘ dansefilm’ altså ikke her er på linje med ‘ De forbudte trin’ eller ‘ Dirty Dancing’, virkede kvinden lige så oprørende på the establishment, da hun i 1975 brød internationalt igennem med sin moderne ballet over Stravinskys ‘ Sacre du Printemps’. Den får vi faktisk et fyldigt uddrag af i filmen, om end af naturlige årsager sat op med hendes nuværende ensemble på Wuppertal Tanz
theater Pina Bausch, som den oprindelige Wuppertal Opera Ballet blev omdøbt til. Filmen igennem fortæller de samme dansere om Pina Bauschs betydning for hver enkelt af dem, og dét er desværre filmens eneste mundtlige karakteristik af hendes betydning – som ellers mildest talt rækker langt ud over Wuppertal. Hverken dansens eller teatrets verden ville være den samme uden hende, lød det i nekrologerne verden over 30. juni 2009. På film kender flere hendes kunst fra en passage i Almodóvars ‘ Tal til hende’. »Der er følelser og forhold mellem mennesker, som ikke kan beskrives med ord – dér kommer dansen ind«, siger Bausch selv, men uddybende forklaringer og perspektivering i forhold til tidligere ballets forsøg på at udfylde det samme hul havde nu ikke skadet. Men Wenders forsager al ekspertsnak i henhold til det gamle credo: Don’t tell it – show it! Dokumentarfilm er det vel stadig, modsat hans skønne ‘ Buena Vista Social Club’ om et ‘ sammendigtet’ band. Men Bauschs død fik ham til undervejs at ændre filmen fra et arbejdsportræt af hende til en ren hyldest eller filmisk nekrolog. Hvad han viser os, er glimt og længere passager af den tyske verdensberømtheds største forestillinger, ikke i deres helhed, desværre. Men krydsklippet med interview med danserne demonstrerer de den særlige kombination af lidenskabeligt hengivne eller aggressive møder mellem mande-og kvindekroppe i scenogra-fier af stor visuel kraft: Somnambulistisk dans mellem stole og borde i ‘ Café Müller’, med drømmerester fra hendes egen opvækst i et værtshus i Solingen. Druknende i ‘ Agua’ og bjergklatrere i ‘ Vollmond’. En pas de deux i rabatten mellem to gennemfartsveje under Wuppertals svæve-bybane. Gentagelserne danner struktur i bevægelsen, men bidrager også til en tranceagtig, selvopslugt ensomhed og smerte, der veksler med kropslig fryd. Wim Wenders’ bonusbemærkninger om Bausch og filmen er halvt uforståelige pga. hans engelsk i et stort ekkorum ( en museumssal?). Find hellere Berlin-interviewet med ham på The Guardians hjemmeside. Og så: Danmark myldrer med moderne balletentusiaster, man må da kunne vise den film i biografens 3D, som den er tænkt!. ————————- Drive Drive. Det lille personlige touch Anmeldt af Per Juul Carlsen Han kan et eller andet, Nicolas Winding Refn. Det er svært at sætte fingrene på præcis hvad han kan og hvad han gør, men når det hele virkelig lykkes for ham, som i debutfilmen ‘Pusher’ eller i opfølgeren ‘Pusher II’, kan han få noget banalt og ligetil og noget, vi egentlig har set rigtig mange gange før, til at stråle af en overvældende poesi. Tænk på scenerne, hvor Kim Bodnia løber gennem gaderne på Vesterbro i København, og ender med at hælde sin dope i Skt. Jørgens sø ved Planetariet i København. Det er en klassisk politi-efter-røver-scene, men med et nyt look i København. Underspillet flugtscene Eller tænk på scenen, hvor en skaldet og forhutlet Mads Mikkelsen stikker af med sin søn i slutningen af ‘Pusher II’ efter at have slået sin far ihjel. Vi ved, at hverken den skaldede stakkel eller den knap ét-årige søn på hans skød har en jordisk chance derude i den store verden, og det understreger Nicolas Winding Refn ved at lade dem flygte ud på Det store Eventyr med linie 2A ad Amagerbrogade, men der er alligevel noget rensende, noget befriende og frem for alt en stor poesi ved den underspillede flugtscene. Splatter/action/kærlighedsfilm Det lykkes langtfra altid Refn at løfte noget velkendt og slidt og at give det en ny energi. Men når det virker, giver det et af den slags øjeblikke, der ikke er til at vride ud af hjernen igen. Og de øjeblikke er der flere af i den lille poetiske splatter/action/kærlighedsfilm, ‘Drive’. Det første af dem dukker op efter små 10 minutter, da vores hovedperson, der bare hedder Driver, skal illustrere sine særlige evner bag et bilrat og skal køre flugtbilen efter et røveri. Normalt ville adrenalinen i sådan scene ligge i spørgsmålet om hvorvidt røverne slipper væk eller ej. Her handler det om noget andet, nemlig hvad han egentlig kan, ham Driver. Og i stedet for at vise en typisk scene, hvor 700 politibiler bliver smadret på stribe og 3-4 højhuse springer i luften, viser Refn at Driver har hjerne og snilde mere end kraft og råstyrke. Han lytter til politiets interne radio mens han kører væk fra gerningsstedet og lige så stille, som en begavet fodboldspiller, dribler sig ud af situationen. Det er biljagt som vi sjældent har set det før. Sexet og glittet 80’er-lyd Allerede 5-10 minutter senere leverer Nicolas Winding Refn en ny scene med et særligt udtryk, og han gør det med forbavsende enkle midler. Til tonerne af nummeret ‘Nightcall’ med franske Kavinsky & Lovefoxxx tager Driver sine kørehandsker på og forlader sin lejlighed. Hverken musikken eller Drivers gøremål er på nogen måde ekstraordinære, men musikkens sexede og glittede 80’er-lyd giver billederne af den mystiske og mytiske hovedperson en helt ny stemning, som er umulig at sætte præcise ord på. En fremmed rydder op Som historie betragtet er der ikke meget, der stikker ud ved ‘Drive’. Den er et slags kludetæppe af elementer fra en bred vifte af især 60’ernes og 70’ernes actionfilm, hvor det ikke var antallet af eksplosioner og oversmarte replikker, der betød noget, men derimod atmosfæren og de lange stemningsfulde stræk. På sin vis er ‘Drive’ en sammenstrikning af film som Peter Yates’ ‘Bullitt’, med Steve McQueen som bilferm politimand, og Clint Eastwoods ‘High Plane Drifter’ og ‘Pale Rider’, hvor en mystisk fremmed rydder op i Det vilde Vesten. Gangstere og biljagter På et tidspunkt i ‘Drive’ nævner en mafiaboss, at han har været filmproducer og stået bag actionfilm som en anmelder med foragt kaldte ‘europæiske’. Det er uden tvivl en ironisk kommentar fra Refns side. ‘Drive’ er nemlig en ærke-amerikansk film med gangstere og biljagter, men med et twist af europæisk kunstfilm. Fundamentet er action og toptunede biler, men vi er meget langt væk fra ‘The Fast & The Furious’-serien og dets forsøg på at udføre vildere og heftigere bilstunts for hver gang. Og da de glittede og sexede 80’er-toner lukker af for ‘Drive’ sidder man ikke nødvendigvis tilbage med en fornemmelse af at have set en actionfilm, heller ikke en splatterfilm, selvom ‘Drive’ indeholder en mand, der får trådt sit hoved i smadder og mere af samme blodbestængte skuffe, men derimod en kærlighedshistorie. Den egentlige drivkraft i historien er nemlig forholdet mellem Driver og hans nabo, den smukke Irene, der har en lille søn og en mand, som bliver løsladt fra fængslet midt i filmen. Det er, ironisk nok, Drivers forsvar for den lille, grundstødte kernefamilie, der er action- og splatterscenernes omdrejningspunkt. Stærke figurer Med den base får Nicolas Winding Refn skabt en række stærke figurer. Det gælder naturligvis Driver, der bliver spillet af den spinkle og elegante Ryan Gosling, som en slags moderne Steve McQueen. Det gælder Irene, foreviget af Carey Mulligan, der har den rette jordnære og ikke-filmstjerne-agtige skønhed til rollen. Det gælder Blanche, spillet af Christina Hendricks, der har redefineret kvindernes timeglasfigur i tv-serien ‘Mad Men’, men som her får lov at være kluntet og småtyk på høje hæle. Men den mest gribende figur i filmen er Drivers evigt uheldige mekaniker, spillet af Bryan Cranston, der endelig øjner muligheden for at score den store gevinst i livet ved at køre race med Driver. Et personligt touch Det er ikke epokegørende og det flytter ikke fortællekunsten nogen steder, men ‘Drive’ bliver en smittende lille filmoplevelse takket være præcis det, Nicolas Winding Refn gør allerbedst, at give alt det velkendte et personligt præg. ————————- En kvinde en pistol og en nudelbar En kvinde en pistol og en nudelbar – Coen-brødrene med kaninfortænder. Anmeldt af Per Juul Carlsen Det er godt nok et spøjst koncept – brødrene Coens debutfilm fra 1984, ‘Blood Simple’, omsat til kinesiske forhold for 3-400 år siden. Det er så spøjst og aparte, at der formentlig er meget få, der ov
erhovedet ville opdage at ‘En kvinde, en pistol og en nudelbar’ er en genindspilning af Ethan og Joel Coens første film, hvis ikke filmen skiltede med det. Moderne film noir ‘Blood Simple’ var en moderne film noir med en humor så ultraknastør, at man skulle se godt efter for overhovedet at opfatte den som humor. Den fortalte en ganske enkel historie om en mand, der hyrer en privatdetektiv til at dræbe sin kone og den mand, hun har en affære med. Men filmens lille og meget overbevisende pointe var, at når først man har bevæget sig om på den forkerte side af loven, følger verden en helt anden logik. Inden manden, der havde hyret privatdetektiven, havde set sig som, var han selv blevet dræbt, og privatdetektiven var i gang med at lænse hans formue og smide skylden på de to elskende. Og det var naturligvis kun begyndelsen på Coen-brødrenes velskrevne og intense lille krimi, der hele tiden serverede overraskende drejninger af plottet. Besynderligt landskab Den historie har Kinas måske største internationale instruktørnavn, Zhang Yimou, møbleret grundigt om på. Historien, med alle dens plot-overraskelser, er grundlæggende den samme, men omgivelserne og tonen er ændret fuldstændig. Coen-brødrenes film foregik i et hyperrealistisk miljø, i udkanten af en mellemstor by et sted i Texas, mens Yimous ‘En kvinde, en pistol og en nudelbar’ foregår i et besynderligt landskab, et sted langt ude i det kinesiske ingenting, i en ørken, der er så rød og så kunstfærdigt formet, at den ligner menneskeskabte kulisser. Her er der ikke meget andet end en nudelbar og en politistation, og det er sådan set de nødvendige locations for at fortælle historien. Gigantiske fortænder Yimous figurgalleri er lige så aparte som kulisserne. Her er ikke den mindst form for realisme. Nudelbar-ejeren Wang, der hyrer en politimand til at myrde sin kone og hendes elsker, er en grisk og slesk halvgammel stodder. Hans kone er en aldeles amoralsk strigle, der indleder hele filmen med at købe en pistol, uden rigtig at vide, hvad hun skal bruge den til. Hendes elsker er en forskræmt kujon, der følger alle hendes ordrer. På sidelinien står et forunderligt komisk par, der hjælper til i nudelbaren. Den ene er lille og tynd pige, den anden stor og tyk dreng. Og den store og tykke dreng er udstyret med et sæt gigantiske fortænder. Hele figurgalleriet render rundt i kluns i skrappe farver. Ren slapstick-komik Det er ren slapstick-komik. Uden bremser. Mens Coen-brødrene serverede en moralsk fortælling om mennesket, der ændrer karakter når det – billedligt talt – er syltet ind i blod, hygger Yimou sig i stedet med en så ekvilibristisk opvisning i gakkerier og atletisk komik, at ‘En kvinde, en pistol og en nudelbar’ ofte ligner en musical, bare uden sangnumre. Fx disker Yimou op med en fantastisk scene, hvor de ansatte jonglerer med dejen i nudelbaren indtil de pludselig har skabt de mest appetitvækkende nudler, man kan forestille sig. I andre scener leger han med samme akrobatiske action som i hans internationale succeser, ‘Hero’ og ‘House of Flying Daggers’. Klovneri og akrobatik I det hele taget er ‘En kvinde, en pistol og en nudelbar’ stærkt præget af farver, leg og akrobatik, hvilket gør den til en helt, helt anderledes oplevelse end Coen-brødrenes underspillede drama. Det gør den også til en langt mindre intens og knugende oplevelse. En del af den overrumplende fornemmelse ved Coen-brødrenes film var, at den var så realistisk. Det var ikke svært at forestille sig selv i samme situation, hvis man nu en dag havde været så letsindig at indlede en affære med chefens kone eller mand og det hele løb løbsk. Den kvalitet har ‘En kvinde, en pistol og en nudelbar’ på ingen måde. Den moralske underhistorie er der naturligvis, men derudover er filmen ren fis og ballade, ren klovneri og akrobatik – med kaninfortænder som komisk staffage. Hurtigt fordøjeligt Det er der intet i vejen med. Det er bare ikke en af den slags filmoplevelser, man aldrig glemmer. Det hele bliver en tand for let og for hurtigt fordøjeligt. Til gengæld er det meget svært ikke at blive revet med at de heftige farver, de absurde indfald og den rundtossede akrobatik så længe filmen varer. ————————- Oslo 31. august Oslo 31 august. Efter sit debutbrag ‘ Reprise’ fortæller Joachim Trier med ‘ Oslo, 31. august’ igen fasci -nerede og nytænkende om en privilegeret gene -rations problemer med at se meningen med det hele af Eva Novrup Redvall Vi møder først Anders på vej ud i en sø med lommerne fulde af sten. Han forsvinder under vandet, men dukker heldigvis op igen. Uden det store drama traver han hjem og skifter tøj. Det viser sig, at han bor på et behandlingshjem for narkomaner og er på vej ud i verden. Han har lige haft sin første aften ude, og i dag er dagen for en jobsamtale. Anders er ikke den typiske stofmisbruger på film. Han kommer fra et ressourcestærkt hjem, har en god uddannelse bag sig og en vennekreds, som er overbevist om, at han ville kunne det meste, hvis han bestemte sig for det. Men det er ikke let. Som 34-årig oplever han at have spildt sit liv og kan ikke overskue at starte forfra. Hans følelse af ensomhed og fortabthed skildrer Joachim Triers elegante film Oslo, 31. august på formidabel vis, mens vi følger Anders rundt i byen en stemningsfuld sensommerdag. Den dumme lykke Som i sin fremragende debutfilm Reprise leger Joachim Trier med de filmiske virkemidler og er ikke bange for at blande det intellektuelle med det følelsesladede og supplere med fine glimt af humor. Filmen er inspireret af Pierre Drieu La Rochelles bog Le Feu follet fra 1931, som Louis Malle filmatiserede i 1963. Umiddelbart føles filmen imidlertid helt som sin egen, og dens tidsportræt sidder lige i øjet. Inden vi møder Anders, åbner filmen med en montage af arkivbilleder fra Oslo blandet med tilfældige menneskers minder fra byen. Rammen styrer fint vores blik i retning af de mange tilfældigheder i vores omgivende tid og rum, som kan vise sig at få betydning resten af livet. Anders er på jagt efter en eller anden form for bekræftelse på, at livet er værd at leve. Undervejs udforsker historien mulige bud, mens kameraet ind imellem tager en vandretur med en person på gaden, eller vi overhører andres hverdagsovervejelser. I en scene lytter Anders til samtalerne omkring sig på en café. Det er en ferm skildring af fremmedgjorthed og samtidig en scene med mange forslag til, hvordan meningen kan findes i de små ting. Filmens centrale sekvens er Anders’ møde med en gammel ven ( Hans Olav Brenner), som nu har kone, to små børn og en litteraturvidenskabelig forskerkarriere. Deres samtale udfolder sig over mange locations og når vidt omkring fra det første, famlende gensyn til forsøg på at indkredse det svære begreb lykke. Som Anders siger, har han altid tænkt, at lykkelige mennesker er dumme. Nu er han i tvivl, og hans akademikerven har ikke et passende citat i sit arsenal til at krydre den samtale med, men begynder i stedet at ransage sit eget liv. Den præcist skrevne samtale kunne næsten være en kortfilm i sig selv. Den svære ærlighed Anders spilles med stor integritet af Anders Danielsen Lie fra Reprise, som har et utroligt nærvær på lærredet uden tilsyneladende at gøre det store for det. I hans gestalt bliver Anders aldrig selvmedlidende, men fremstår hudløst ærlig, hvilket de velspillende omgivelser har svært ved at tackle. Han har indset, at der har været mange forspildte chancer, og kan ikke give andre end sig selv skylden. Han tør godt se verden i øjnene, men spørgsmålet er, om det, vi ser sammen, kan give ham troen på sig selv og livet tilbage. For os er der øjeblikke af stor poesi. Efter den skarptskårne jobsamtale og møderne med gamle bekendtskaber skaber filmen følelsen af en sommerrus i byen, hvor alt et øjeblik er muligt, mens man suser af sted på cykel eller opsøger byens hemmelige steder. Samtidig fascinerer filmens form. Der er en lethed over den ellers potentielt tunge historie, mens filmen gnidningsfrit bevæger sig fra samtalescener til montager med voice-over, hvor Anders disseker
er sine forældres værdier og sin baggrund. I enkelte sekvenser bryder korte klip scener op, som når et blik bliver klippet ind i afskeden mellem Anders og hans ven. Eller når man sidst i filmen gennem Olivier Bugge Couttés klipning fornemmer, at Anders trods sensommernattens magi er et andet sted i tankerne. Helheden leder tankerne mod fransk nybølge tilsat nordisk spleen, men også Gus van Sants subjektive, sansemættede portrætter af unge mænd som Paranoid Park spøger i baghovedet. Privilegerede problemer Som titlen indikerer udspiller alt sig i løbet af en dag, og Oslo er en vigtig medspiller. Fotografen Jakob Ihre har lyrisk fanget lyset og stemningen af en årstid, hvor man ved, at hvor skønt vejret end fremstår nu, vil det kun blive dårligere. Filmen slutter med en sekvens af de skildrede locations, nu affolkede. Tomme? Eller bare klar til andre skæbner? Eskil Vogt og Joachim Triers manuskript lader os behageligt fylde mange huller selv. Historien om Anders’ skæbne er svær at afslutte, og det er kun til sidst, at filmen føles lidt klichépræget. Karakterstudiet af både Anders og Oslo har styrke, men filmen slår hårdest med sit samlede portræt af en generation, som har fået at vide, at alt er muligt, men føler sig forvirret og fortabt som voksne. Det er bestemt privilegerede problemer at have hovedet fuld af Adorno og Rilke, men se sin prosaiske hverdag præget af babymos og Battlefield, men som Joachim Trier insisterer på i sin lange instruktør-statement i filmens pressemateriale, har middelklassen også tragedier. Det fornemmer man tydeligt i hans imponerende anden spillefilm, som havde premiere i Cannes i maj. Oslo, 31. august. Instruktion: Joachim Trier. Manuskript: Eskil Vogt og Joachim Trier. Nors. ( Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Aarhus og Café Biografen, Odense). ————————- Svindel på højt plan Med » Svindel på højt plan « har instruktør Brett Ratner lavet en begavet-original, super-skæg, mavekrillerspændende og skingrende vanvittig komedie. anmeldelse af Helle Sihm, Dagbladenes Bureau Vi fejrer den ikke her i Danmark, men i USA er Thanksgiving en stor højtid. Vi dyrker dem ikke her, men i USA er parader en del af traditionen. Og stormagasinet Macy’s parade gennem New York er gigantisk, og det er i dette farvestrålende orgie af pigegarder, tableauer, kæmpes figurer, vilde kostumer og marchorkestres øredøvende musik, at de fem amatør-forbryderes svindelnummer kulminerer. Plottet er ikke nyt: En styrtende rig New York-tycoon snyder en lille flok hæderlige mennesker, som har arbejdet hårdt og loyalt for ham, men han slipper for straf, da han er nær ven med alle de rigtige og indflydelsesrige. Flokken slutter sig så sammen i sympativækkende harme for at få deres surt sammensparede skillinger igen, men i denne film serveres dette plot med et voldsomt twist, der i al sit opfindsomme vanvid kaster publikum rundt mellem skraldgrin, kluklatter, måben og mavekrilren. Denne slags ( dum) dristige kup skal, som allerede vor hjemlige Egon Olsen vidste, være » timede og tilrettelagt « , og da ikke mindst her, hvor det sværeste skal klares inden for den tid, det tager den overdådige parade at drage ned ad 5. Avenue. Og når » det sværeste « blandt andet. går ud på at bugsere en Ferrari ud af en lejlighed og videre 23 etager ned i en ventende lastbil, så kræver det rigtig meget af ovennævnte » timing og tilrettelæggelse « af de involverede. Alan Alda, » MASH « -seriens flabede Hawkeye, Matthew Broderick, engang en henrivende Ferris Bueller på en vild pjækkedag, og Eddie Murphy -ja, de falmede stjerner glimter her igen med erfaringens og alderens ædelhed om kap med det guld, der bliver en del af plottet. Og de danner perfekt team med den hæse Affleck-bror, Casey, og den ujævnt skinnende Ben Stil ler. Altså en ujævn flok ujævne spillere, som her er blevet imponerende ensrettet og samspillet af en stramt-styrende instruktør, Brett Ratner, som forstår at udnytte hver enkelts vidt forskellige talent og deres præcise komedie-timing. En imponerende præstation, men med sig har han også et sprudlende fantasifuldt og originalt manuskript spækket med rappe, kloge og indholdsrige replikker. Det er koncentreret, veloplagt, rablende vanvittig morskab. I den tid det tog at få filmen udtænkt ( efter ide af Eddie Murphy, som her får kickstartet en ny karriere) og optaget, blev dens tema -en styrtrig finansmand, der afsløres som storsvindler og trækker en flok småsparere med sig i sit og finansverdenens fald -bare mere og mere aktuelt. ————————- Sygt lykkelig Sygt lykkelig. Sex, løgn og elg. Anmeldt af Per Juul Carlsen Vi kender alle Kaa, en sød og sjov, men også hektisk og rundtosset kvinde, der i enhver sammenhæng præsenterer sig selv som den rene personificering af livsglæde og optimisme, selvom enhver kan se, at der ligger noget andet og lurer bagved. Kaja er, som titlen på den film, hun medvirker i, udtrykker det, ‘Sygt lykkelig’. Hun overtrumfer til enhver tid sine problemer ved at bilde både sig selv og sine omgivelser ind, at hun har det helt perfekt. Tør og mut skandinav Fx fortæller hun vidt og bredt, at familien er det vigtigste for hende, og man behøver ikke se mange gange på hendes mand, Eirik, for at konstatere, at han ikke er helt enig. Han ligner indbegrebet af en tør og mut skandinav, der har det bedst når han har gået rundt i en uge i det sneklædte landskab for at skyde en elg. Og når Eirik og sønnen Theodor bliver trætte af Kajas balstyriske udbrud af overdreven lykke, sidder de i fællesskab og nidstirrer hende, indtil hun grædende går sin vej, hvorefter far og søn grinende giver hinanden fem svin. Klassisk familiehygge er det ikke ligefrem. Inviterer på elgsteg Kaja er ligeså ustyrlig da hun og Eirik får ny naboer i deres lille norske udørk. Fra storbyen ankommer et spændende og eksotisk par med den kønne danske Elisabeth, hendes norske mand, Sygve, og deres afrikanske adoptivsøn, Noa. Kaja kommer dem storsmilende i møde, inviterer dem på elgsteg og viser dem i hvilket vindue de skal stå, så familierne kan vinke hinanden godnat. Det er naturligvis alt, alt for meget, og da de to familier senere mødes til et hyggespil, der går ud på at konkurrere om hvor godt de to halvdele af parrene kender hinanden, bryder Kaja sammen og fortæller, at hun ikke kan huske hvornår hun og Eirik sidst har haft sex. Eirik er ikke uenig i at sexlivet er i krise for som han konstaterer på sin egen neanderthal-facon er Kaja ‘jo ikke specielt attraktiv længere’. Udenomsægteskabelig affære Trods deres succesrige facade er de nye naboer også ramt af den syge lykke. Sygve og Elisabeth er kun flyttet på landet for at sone en krise efter at Elisabeth havde en udenomsægteskabelig affære. Hvordan det skal hjælpe parret at bo midt ude på bøhlandet giver ikke rigtig nogen mening, med mindre Elisabeth er gået med på at hun skal straffes for sin synd, men på den anden side ligner den kontante og selvbevidste Elisabeth ikke typen, der bare føler sig skyldig. Knuder i samlivet Der er altså rigeligt med knuder i samlivet på begge sider af vejen, og det bliver endnu værre da Kaja pludselig giver Sygve et blowjob i et afsides lokale. Det bliver begyndelsen på endnu et sidespring i Sygves og Elisabeths ægteskab, alt imens Eirik afslører en hemmelighed i sit følelsesliv og Elisabeth bliver mere og mere indestængt tvær og mobset over sin skæbne. Og ved siden af det hele står de to pars sønner, Noa, der bare er nysgerrig tilskuer og stakkels Theodor, der ikke begriber hvad der foregår da han en dag kommer hjem fra skole og ser sin mor rende rundt i bar røv i sneen sammen med Sygve. Onanerer på badeværelset Det spænd mellem det syge og det lykkelige, mellem humoren og alvoren, mellem latteren og gråden, mellem kriserne og de halve løsninger, er filmens egen lille legeplads. Der er ingen situation, der er for langt ude til at instruktøren Anne Sewitsky tør smide den ind i manegen. Sygve overrasker fx sin kone i at onanere på badeværelset, uden at det overhovedet ser ud til at gen
ere damen, og Kaia og Sygve gør bestemt ikke meget for at skjule deres forhold. Grotesk humor Der er frisindet og grotesk humor i lange baner i ‘Sygt lykkelig’, men de ægteskabelige stridigheder peger langt tilbage i de skandinaviske traditioner, til norske Henrik Ibsen og svenske August Strindberg. Det er bestemt ikke noget nyt og uopdyrket land, Anne Sewitsky har bevæget sig ind på. Som så ofte før i skandinavisk historiefortælling er ægteskabet noget nær en håbløs opfindelse i ‘Sygt lykkelig’, der på ingen måde taler stille og subtilt for sin sag. I det hele taget smider den kun 33-årige Anne Sewitsky omkring sig med idéer i sin første film, og flere af dem virker mest af alt forstyrrende, som fx et herrekor, der dukker op flere gange i filmen som enslags skillere eller et kor fra en græsk tragedie, uden at det rigtig lægger noget fra eller til i filmen. Og et tv-klip med præsident Barack Obama dratter til jorden med et brag. Kølig skønhed Men trods kvalerne med at begrænse sig er ‘Sygt lykkelig’ en meget velspillet og ofte morsom dissekering af ægteskabelige faldgruber, uanset at de ikke alle er helt troværdige. Danske Maibritt Saerens har den rette kølige skønhed til at få Elisabeth til at fungere som et modspil til den alt andet end cool Kaja, som Agnes Kittelsen spiller med en herlig kombination af sexappel og fedtmule-agtig fortumlethed. I det hele taget burde det være muligt for ethvert parforhold at finde noget at grine med på i ‘Sygt lykkelig’ – ikke mindst fordi vi alle kender en Kaja. ————————- På vej – Na Putu På vej- Na Putu. AF SOPHIE ENGBERG SONNE Det ku’ være så godt, men så bli’r det faktisk skidt. Et tilsyneladende ukompliceret kærlighedsliv mellem Luna (Zrinka Cvitesic) og Amar (Leon Lucev) åbenbarer ved et tilfælde en afgrund mellem dem. Hun er stewardesse, han er flyveleder i Sarajevos lufthavn, men en dag opdager hans kollega, at der er andet end kaffe i kruset, og så bliver Amar suspenderet fra arbejdet. Mellem fortid og fremtid Endnu en tilfældighed bliver afgørende for Amars videre færd: Han møder Bahrija (Ermin Bravo), en gammel soldaterkammerat fra krigen, som er blevet ortodoks wahhabi-muslim. Han tilbyder ham arbejde i en afsidesliggende lejr, hvorefter Amar omfavner islam i en grad, så Luna ikke længere kan genkende ham. På stille og udramatisk vis går Luna og Amar fra at være et sekulært muslimsk par med moderne job, fester og natklubbesøg, et energisk kærlighedsliv og planer om snart at få et barn til at blive fanget i et underligt mellemrum mellem fortid og fremtid, traditioner og modernitet. Åndelig renhed Amar kommer naturligt nok i krise, da han mister sit job, og i en kort periode tager hans cigaret- og alkoholforbrug til, hvilket Luna højlydt misbilliger, da hans usunde levevis kan gøre det sværere for dem at undfange et barn. Men da han præsenterer sin løsning på problemet – at tage til den ortodokse wahhabi-lejr og undervise børn – reagerer hun endnu kraftigere. Hans idé om åndelig renhed og pludselige insisteren på seksuel afholdenhed inden ægteskabet er måske nok lattervækkende, men ikke mindst er det foruroligende for en kvinde, der som Luna har retning fremad, pludselig at have en mand, der ikke vil give hånd til andre kvinder, og som dårligt nok kan se på hende. Fundamentalismen blomstrer Her bliver deres job som henholdsvis den, der flyver ud, og den, der bliver stående i tårnet, pludselig dybt symbolske, men det er aldrig en symbolik, der trænger sig på. I det hele taget er ’På vej’ en afdæmpet film med smukke, farvemættede billeder af Sarajevo og en diskret, men præcis undersøgelse af, hvordan fundamentalismen let kan blomstre i et land, der endnu er som et åbent sår efter krigens hårde sociale opdelinger. Zrinka Cvitesic er smuk og sensuel som Luna, og Leon Lucev er altafgørende troværdig i sin bevægelse fra dameglad drukkenbolt til mørklagt muslim, men instruktør Jasmila Zbanic holder sig fra at dømme og lader da også islams spirituelle sange og recitationer fremstå med al deres fascinerende tiltrækningskraft, så man forstår, hvorfor Amars krigsmærkede sjæl kan finde ro i moskeen. Mærket af krigen Zbanic gjorde sig bemærket med krigstraumedramaet ’Sarajevo – håbets sang’, som vandt Guldbjørnen i Berlin i 2006, men her i ’På vej’ er krigen ikke til stede som andet end en smertelig undertone. Man kan læse Amars søgen mod det maskuline sammenhold i islam som en indirekte søgen tilbage mod det fællesskab og den fælles mening, han og hans soldaterkammerater oplevede under krigen. Men også Luna er mærket af krigen, hvor hun og hendes familie blev smidt ud af deres hus og rejste til Sarajevo i håbet om en bedre fremtid. Grund til fremtidsoptimisme Den bedre fremtid er inden for sigte for den smukke Luna, der er afholdt af alle, men da hun indser, at hendes og Amars fremtid er i fare, tvinges hun til at kigge bagud. Måske står Luna og Amar på den samme vej, men han går den modsatte retning af hende – bagud, ikke fremad. Nok er den politiske baggrund sekundær for filmens kærlighedshistorie, men det er svært ikke at læse ’På vej’ som en metafor for farerne for det moderne Bosnien. At Bosnien har filmskabere som Jasmila Zbanic, giver til gengæld grund til fremtidsoptimisme. ————————- Til Havet ‘Til havet’. Instruktion og manuskript: Pedro González- Rubio. Mexicansk (Empire og Vester Vov Vov i København samt Øst for Paradis i Århus) af Eva Novrup Redvall Få film har så meget kraft i så enkel en historie som mexicanske Pedro González- Rubios Til havet. Man kunne se filmen på Buster-festivalen for børn og unge sidste år, og den er bestemt også et hit, hvis man vil se andet end animation og romertalsfilm med sine børn. Både børn og voksne får en stor oplevelse af den smukke film, som efter en kort etablering af karakterernes baggrund tager os med til verdens næststørste koralrev, Banco Chinchorro, i den mexicanske golf. Rammen for fortællingen er, at italienske Roberta og mexicanske Jorge med mayarødder blev stormende forelskede under Robertas udstationering i Mexico. Sammen fik de drengen Natan, men Roberta kunne ikke finde sig til rette i Jorges fiskerliv langt fra civilisationen og vil nu bosætte sig i Rom med femårige Natan. Filmen skildrer Natans farveltur med sin far, hvor de sammen udforsker koral – revet; sejler, fisker, bader, snorkler, spidder og spiser alt godt fra havet. Jorge videregiver den viden, han har fået overleveret, mens de bor i hans fars pælehytte omgivet af hav. Når man føler sig i ene – stående godt selskab med Til havet, handler det især om fornøjelsen ved at blive taget med til en eksotisk verden og føle, at man på naturlig vis er med i de mange aktiviteter. Jorge og Natan er far og søn i virkeligheden, ligesom alle andre spiller sig selv. Vi bliver inviteret ind i deres verden, hvor der er tid til de små ting og ro til at lave ingenting sammen. Nærhed og nærvær Man nyder at fornemme erfaring og kærlighed strømme fra én generation til en anden, og filmen bliver meget mere end eskapistisk etnografi, fordi vi bliver engageret i far og søns relation, mens de forlader civilisationen til fordel for hav og mangrove. De små ting, drengen udforsker og oplever, får en særlig betydning, fordi vi ved, at de snart skal skilles, og at hans hverdag vil blive dramatisk anderledes. En hvid fugl, som får et navn og siden forsvinder, bliver en karakter i sig selv. En flaskepost med tegninger, som kastes ud i verden, er ikke bare et tilfældigt plask. Som det fremgår af efterteksterne har Pedro González- Rubio en økopolitisk dagsorden med sin flot filmede fortælling, som imidlertid aldrig fremstår didaktisk eller sort/hvid. Rom er ikke nødvendigvis bedre eller værre end livet ved havet, men det er vidt forskellige verdener, og Natan vil altid have begge dele i kroppen. Til havet fanger følelsen af den dobbelthed, mens Jorge som en anden havets Tarzan nænsomt lærer sin søn om sit univers. Det er gribende at se en voksen og et barn komme hinanden ved og sammen sanse
verden i det rum af nærhed og nærvær, som Til havet skaber.

Skriv et svar